Afbarkning.

 

 

Om man vil barke tømmeret af er en smagssag.

Fordelen ved afbarkning er at man slipper for angreb af barkborebiller, som dog kan være til at leve med.

Bark/ ikke bark afhænger dog mest af resultatet af selve fældningen. Hvis tømmeret er maskinskovet er barken som regel ikke særlig pæn.

Når vi leverer sheltere/hytter i samlesæt er tømmeret altid afbarket.

Vi barker altid af med håndværktøj. Dette skyldes dels det meget pænere resultat og at en nænsom afbarkning bevarer overfladen af tømmeret. Ved rødgran er dette særligt vigtigt, da rødgran har en vandafvisende overflade i udtørret tilstand. Vi barker som regel ikke ret dybt, men lader ofte bastlaget/vækstlaget stå tilbage.

 

Barkknive.

Til arbejdet kan man anvende en båndkniv/barkkniv med håndtag i begge ender.

Sådan knive ligger ofte i gamle værktøjssamlinger og har ikke været brugt i mange år.

De kan også købes fra nye i forskellige udgaver og kvaliteter. Arbejdet med afbarkning kan godt være hårdt og krævende,- alt efter mængden af tømmer og tidspunktet på året for fældningen.

Skarpt værktøj betyder virkelig en forskel.

Bemærk at man på nogle knive helst skal have fasen opad og på andre nedad. Fasen er den skrå side med skæret. Det er ligesom på et stemmejern.

 

 

Afbarkning med svensk barkkniv fra Gränsfors.

 

Når man arbejder med barkkniven skal man trække den i en skrå bevægelse ( diagonalt på tømmeret). Hvis man bare trækker kniven gennem barken skærer den ikke men presser kun.

Det svarer lidt til at skære brød med en kniv, hvor man bevæger kniven frem og tilbage og ikke bare presser den ned gennem brødet. Sådan er det i øvrigt med alt træarbejde med kniv og økse !

Man opdager hurtigt fordelen ved den rigtige bevægelse.

 

Barkspade.

Der findes mange forskellige typer barkspader. Fælles er en kort bred spadekniv med et langt skaft.

Barkspaden kræver en helt anden teknik end barkkniven. Man støder den frem gennem barken med kroppens kraft. Den kan derfor lettere arbejde i tømmer med mange knaster/sidegrene.

Man kan let lave sin egen barkspade ud af en gammel spade. Med en vinkelsliber eller fil gøres den skarp på indersiden af den krumme side.

Man kan så skære barken af på denne måde.

Og spaden kan godt bruges som almindelig spade senere.